Info

Fotografisk filosofi:

Jeg tilstræber hver gang jeg tager billeder, samt i den efterfølgende billederedigering / retouchering at nærme mig virkeligheden som jeg så den på optagelsestidspunktet, så meget som muligt, både i farver, motiv, indhold og gengivelse. Med andre ord arbejder jeg efter en etisk målsætning. Denne lyder at jeg normalt ikke redigerer f.eks. ar, modermærker, osv. væk. Jeg retoucherer gerne en bums og lignende væk, da dette ikke er en blivende egenskab i motivet. Kort sagt redigerer jeg som regel kun væk fra f.eks. et ansigt, hvad der alligevel ikke vil være at finde i det efter 3 uger. På denne måde skildrer jeg virkeligheden som den ser ud. Det kan desuden også forekomme, at der fjernes en skraldespand eller en lygtepæl, hvis disse er uheldigt placeret i billedet, men hér går min grænse normalt også.

Naturligvis laver jeg også mere alternative redigeringer, som det også fremgår af mine gallerier her på hjemmesiden, men disse tager altid udgangspunkt i et helt korrekt og godt billede som beskrevet ovenfor, idet alternative redigeringer i min verden kun laves kreativt på et ordentligt grundlag.

 

Fotografisk baggrund:

Jeg er autodidakt fotograf som fortrinsvist arbejder med fotografering af mennesker både on location og i studiet.

 

Jeg har i mange mange år haft en passion for fotografering. Tilbage i 1990 i ungdomsskolen, gik jeg til det der dengang hed fotolære, vinteren over til 1991. Dette foregik med sort/hvide film i det analoge kamera, for efterfølgende at fremkalde billederne i mørkekammer. Spændende. I efteråret 1991 begyndte jeg på endnu et fotovinterkursus som strakte sig til midt i 1992, men der var kommet blod på tanden, så jeg snuppede 1992/1993 vinteren med også. Mange gode erfaringer har jeg med fra denne tid, selvom det var en noget langsommelig affære med at fremkalde billeder i mørkekammer altid.

 

Grundet denne langsommelige fremkaldelse, stoppede jeg med vinterkurserne. Jeg følte det gik for langsomt det hele. Interessen blev lagt i dvale, indtil jeg fik købt mit første digitale kamera midt i 90erne, med en opløsning på sølle 300x300 pixels (man kunne da skimte hvad billedet skulle forestille)... Herefter afløste kameraerne i større og mindre udgaver hinanden i de følgende år.

 

Sidst i 2003 tog interessen igen for alvor fart. Jeg blev "NightLeif" fotograf i nattelivet i Sønderborg, hvor jeg fik udleveret et digitalt kamera, en t-shirt og et gratis adgangskort til alle diskotekerne i byen. Lækkert..!! Man må sige jeg fik taget mange billeder i denne tid. Jeg nåede at være NightLeif fotograf i 2 år, og fik skudt utallige billeder af mange mange fulde mennesker. Men spændende og udfordrende havde det været.

For nogle år siden, købte jeg så mit første digitale spejlrefleks kamera, et brugt Canon EOS 350D som virkelig åbnede en ny verden for mig. Talrige billeder blev skudt, men idet jeg sideløbende tog flere fotokurser i portrætfotografering, studie-lyslægning, Photoshop etc., blev dette kamera hurtigt for simpelt for mig.

 

Så jeg købte nyt Canon kamera, men fandt dog hurtigt ud af, at kamerahus og objektiver kun er begyndelsen, da alt det nødvendige ekstraudstyr også kostede en pæn slat oveni kameraprisen. Kameraer og objektiverne blev udskiftet løbende, og udstyret blev langsomt men sikkert professionelt.

 

Jeg meldte jeg mig ind i Alssund Fotoklub, hvor jeg fik kontakt med masser af erfarne og drevne fotografer i alle afskygninger. Lige fra den glade hobby fotograf, som elsker sine Auto-indstillinger på kameraet, til de mere erfarne fotografer, der spænder over alt fra naturfotografer, portrætfotografer til reportage fotografer, kort sagt én af alle slags. I tilgift til en masse gode klubfotografer, åbnede det også muligheder i form af dagskurser i alt mellem himmel og jord, virksomhedsbesøg, fototure, udstillinger, benyttelse af komplet fotostudie, etc.

 

Med tiden er jeg selv blevet underviser i lyslægning, portræt fotografering, afholder fotoaftener på forskellige locations med emner som natur fotografering, fotografering med filtre (Pol og ND primært), leg med lys, natfoto osv., og så afholder jeg heldagskurser i Adobe Photoshop Lightroom (8 timers intensiv kurser for både begyndere og øvede brugere).

 

Jeg blev i 2013 valgt ind i bestyrelsen i Alssund Fotoklub, og skulle du have interesse i klubben, så kan du se link til klubbens hjemmeside, under menufanen "Links" øverst på siden.

 

Det er primært fotografering af mennesker der optager min tid, ligesom redigering / retouchering af billeder ligger mig meget på sinde, for at udfærdige billeder ordentligt og tilfredsstillende for alle parter. Om der er tale om Events, Barnedåb, Bryllupper, model fotografering eller noget helt femte, så er fællesnævneren at der er tale om at fotografere mennesker.

 

Tag et kig i gallerierne, og se et lille udpluk af hvad jeg har lavet de seneste år :o)

 

 

God fornøjelse.

Generelle betingelser

 

Fotografens og klientens rettigheder:

Jfr. Ophavsretslovens §70:

 

"§ 70.Den, som fremstiller et fotografisk billede (fotografen), har eneret til at råde over billedet ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden."

 

Jfr. Ophavsretslovens §60:

 

"§ 60. Ophavsmanden kan ikke udøve sine rettigheder til et bestilt portrætbillede uden samtykke fra bestilleren."

 

Dette betyder at fotografen suværent som ophavsmand ejer alle rettighederne til sine billeder. Jfr. §60 betyder dette dog, at modellen/klienten skal give fotografen tilladelse til at formidle disse billeder. Med andre ord ejer modellen aldrig sine billeder, de tilhører suværent fotografen. Mod aftale (fotokontrakt) og eventuel ydelse kan modellen/klienten dog opnå en vis form for brugsret, begrænset af fotokontrakten. Dette gælder for alle fotografer og modeller/klienter i Danmark, under den danske ophavsretslovgivning.

 

For yderligere information højreklik og vælg "åbn i nyt vindue" på følgende link: "Bekendtgørelse af lov om ophavsret"

 

På alle billeder vil der være et diskret vandmærke, medmindre andet aftales i Fotokontrakten. Fotografen har ifølge fotokontrakten retten til at bruge billederne til feks. fotokonkurrencer, udstillinger, egen portfolio, undervisningsmateriale, mv., med mindre andet aftales.

 

Copyright :

 

Alle billederne er beskyttet af lov om ophavsret og copyright, og må derfor ikke kopieres, downloades eller lign. uden forudgående aftale med fotografen.

 

Publicering :

 

Ved alle former for publicering (aviser, facebook, web generelt, blade, bøger dokumenter mv.) skal fotografen kontaktes først, for nærmere aftale om omstændighederne herved.

Fotografen skal, i alle tilfælde mindst navngives sammen med billedet som skrevet står:

 

"Foto: Bo Kleis Christensen - www.kleisfotografi.dk"

 

Købte billeder må bruges til privat fremvisning, samt på hjemmeside, dog skal fotografens fulde navn nævnes ved enhver web visning (jfr. Ophavsretsloven) som skrevet står:

 

"Foto: Bo Kleis Christensen - www.kleisfotografi.dk"

Fotokontrakt

Der vil blive skrevet en fotokontrakt ved enhver form for foto session, hvad enten der betales herfor eller der er tale om en TFP session.

 

En fotokontrakt er en kontrakt mellem fotografen og klienten, hvori der står skrevet, hvilke aftaler man er blevet enige om, omkring foto sessionen.

Kontrakten er til for at beskytte både klienten og fotografen.

Hvis du er under 18 år, SKAL dine forældre eller værge skrive under på kontrakten. Dette er et ufravigeligt krav.

 

Kontrakten indeholder blandt andet nogle af følgende ting:

 

- Hvilken type billeder

- Klientens rettigheder

- Fotografens rettigheder

- Hvad billederne IKKE må bruges til

Kontrakten har jeg som fotograf med, og vi udfylder den altid i fællesskab inden fotosessionens begyndelse. Ingen kontrakt = Ingen session.

Ved kontraktbrud:

Ved kontraktbrud vil der blive faktureret en bod på minimum kr.3500,- til dækning af eksempelvis location scouting, forberedelse, fotosession, efterfølgende redigering / retouchering samt levering af billederne. Ved større opgaver vil denne bod naturligvis stige proportionalt med opgaven i forholdet 2/1.

Ved udeladelse af betaling eller anden misligholdelse af både kontrakt og betaling, sendes hele sagen til advokat, med henblik på registrering i RKI samt inddrivelse af restancen via fogedretten.

Modellerne: Camilla, Stine og Pernille 2013

Copyright © All Rights Reserved